Billerne udgør den største insektorden, med ca. 3500 arter her i landet. De fleste bladbiller er små, og mange har smukke metalfarver. Ligesom alle andre insekter har de fuldt udviklede biller en tredelt krop med tre par leddelte ben. Billerne adskilles fra de andre insekter ved, at det forreste af de to par vinger, dækvingerne, er hårde og seje og tjener som beskyttelse for bagkroppen og de tynde, egentlige flyvevinger ved at dække disse som et skjold.
Billernes videnskabelige navn hentyder da også til dette, idet Coleoptera betyder »skedevinger«.
I løbet af sin levetid gennemgår den enkelte bille 4 livsstadier, der er meget forskellige af udseende: fra æg via larve og puppe til voksen bille (imago). De fleste biller gennemløber disse stadier på et år, typisk ved, at den voksne bille, som har overvintret, om foråret lægger æg. Af disse klækkes larverne, som efter at have taget næring til sig forpupper sig og i løbet af sommeren udvikler sig til voksne biller. Disse forlader puppehuden og overvintrer. Sjældnere varer udviklingen fra æg til fuldt udviklet individ mere end et år; fx tager det for den almindelige oldenborre 4 år at udvikle sig fra æg til voksen bille.
Variationen i form og størrelse inden for billerne er enorm, idet ordenen omfatter fra under lange billearter til de mere velkendte, større og iøjnefaldende arter. Også i levevis ses store forskelle, da de bidende munddele, som både larver og voksne individer er udstyret med, er meget alsidige og kan bruges til fortæring af mange slags føde. Også billelarver kan af udseende variere meget, men de er altid helt uden lighed med det voksne individ. Størstedelen er langstrakte og »ormelignende«, forsynet med tre par ben på forkroppen og med et tydeligt, veludviklet hoved, der er beskyttet af en hård, farvet hovedkapsel. Hos visse billegrupper er larverne dog lemmeløse.
Billearter: For havedyrkeren samler interessen sig først og fremmest om de billearter, der er mulige skadedyr, fordi de lever af levende plantedele, samt de arter, der er nyttige ved at ernære sig ved rov på skadedyr. De mest velkendte er nok de store, iøjnefaldende oldenborrer og de nyttige mariehøns. Andre, letkendelige, er snudebillerne, hvis hoved er trukket ud i en snude, hvorpå munddele og følehorn sidder, samt smældere, som ved hjælp af særligt udformede brystled er i stand til at springe. Flere arter af bladbiller og barkbiller optræder som skadedyr på dyrkede planter, og den lille glimmerbøsse kan til tider forvolde stor skade. Af de andre betydende billegrupper er jordlopperne den lettest kendelige. Det er små, 2-3 mm lange, metalskinnende biller, enten ensfarvet mørke eller mørke med to gule længdestriber på ryggen. Skræmmes de op, sætter de i store spring ved hjælp af de særligt udformede springben. Jordlopperne gnaver ikke fra bladranden, men viser deres tilstedeværelse ved små huller i bladene. Kun når planterne er spæde, sker der skade af betydning; således kan hele plantebestanden blive ædt ved angreb på små kimplanter af kål, radise og andre korsblomstrede. Da jordlopperne ynder tør, knoldet jord, kan angreb forebygges ved et godt såbed, pasning med vand og andre forholdsregler, der hurtigt bringer kimplanterne gennem den følsomme periode.
Hindbærbiller er små, ca. 4 mm lange, lysebrune biller, der før blomstringen gnaver i blad- og blomster knopper af hindbær og som under blomstringen lægger æg i blomsterne. Som regel lægges kun et æg i hver blomst; den hvidgule larve, der senere klækkes, gnaver i frugten og følger med denne ved plukning (»orm i hindbær«). Man kan indsamle billerne ved i begyndelsen af blomstringsperioden at ryste skuddene kraftigt; eventuelt kan et Pyrethrum-middel bruges ved stærke angreb.
Rovbillerne har betydning som nyttedyr i haven, idet de ligesom løbebillerne som regel ernærer sig af andre insekter, heriblandt flere almindelige skadedyr. En rovbilleart er forsøgt brugt til biologisk bekæmpelse af kålfluen.