Blomsterløg har vidt forskelligt udseende. Her ses 1) tulipan, 2) hyacint, 3) vintergæk, 4) lilje og 5) kejserkrone.
Når man anlægger en ny have, er blomsterløgene i reglen det sidste, man placerer, og det første, man får glæde af. Og når løgplanterne blomstrer, er det nok slet ikke ualmindeligt, at en haveejer spørger sig selv, hvorfor han dog ikke har lagt mange, mange flere blomsterløg, sådan som han besluttede, da de blomstrede sidste år og forrige år og året før.
Erantis trodser både frost og sne.
Krokus (Crocus vemus) er en knoldplante.
Orkidenarcissen 'Thalia' har flere blomster på hver stilk.
Dyrkning: De fleste af vore løgplanter stammer fra egne, hvor klimaet i perioder er så tørt eller koldt, at det er nødvendigt for løgene at holde en hvilepause under jorden for at overleve. For de løgplanter, der kommer fra nordlige egne, er det naturligvis vinteren, der er hviletiden, men forbavsende mange af vore blomsterløg stammer fra de tørre stepper i Centralasien eller fra de lige så tørre og varme kystområder omkring Middelhavet, og de blomstrer gerne forår eller efterår og holder både sommeren og vinteren fri. P. gr. af den forholdsvis korte vækstperiode er det vigtigt for løgplanternes trivsel og især for blomstringen i de følgende år - at de har adgang til tilstrækkelige mængder vand og næring i denne tid. Det er især nødvendigt at give et ekstra tilskud af gødning umiddelbart efter afblomstringen, og hvis planterne ikke skal sætte frø, er det fornuftigt at fjerne blomsterhovederne på de større løgplanter, så snart de ikke længere pynter i haven. Til gengæld bør man ikke fjerne de grønne blade, før de er visnet ned. Om vinteren foregår der dog i milde perioder en udvikling af løgplanternes rødder, og derfor kan det være nyttigt også at gøde sine blomsterløg om efteråret. Ikke alene får de derved noget at arbejde med om vinteren, men de får også en god og tidlig start om foråret. Man kan godt anvende en almindelig blandingsgødning, men i det lange løb kan blomsterløg ikke klare sig med kunstgødning alene. Den kompost, som man selv kan fremstille af haveaffald, er storartet gødning, men en absolut betingelse er det, at den ikke indeholder syge dele af løgplanter. I det hele taget er det en god regel altid at fjerne syge løgplanter straks og lægge dem i skarnposen, ligesom man heller aldrig skal lade tulipanerne fra blomsterhandleren havne i komposten. Som supplement til eller erstatning for kompost er de organiske gødningsmidler, der fx indeholder benmel, blodmel eller fjermel, ganske udmærkede, men de kan ikke som kompost samtidig anvendes til jorddækning.
Tulipaner i den hollandske løgpark Keukenhof, der har været forbillede for blomsterløgparkerne i Danmark.
Jord og udplantning: De almindelige blomsterløg som tulipaner, hyacinter, narcisser, skilla og alle småløgene giver næsten altid blomst det første år, blot løgene er store nok. Det sørger oplagsnæringen i løgskællene for, og så
er det omtrent ligegyldigt, hvilken jord man anbringer dem i, om de får lidt eller meget vand og gødning, ja, om man vender dem på hovedet. Det hævner sig blot de følgende år, hvis man ikke behandler sine blomsterløg godt.
Et par hundrede tulipaner til afskæring er en god investering.
Tulipaner dyrkes i millionvis på de hollandske tulipanmarker , men blomsterne kappes af for ikke at tage kraft fra løgene.
Almindelig havejord er udmærket, men den skal være let og veldrænet. Er den stiv og tung, må man blande den op med sand eller grus og eventuelt noget tørvemel, før man planter. Det er en fordel at anvende kompost til jorddækning, for det letter på jorden, efterhånden som den bliver arbejdet ned. Bruger man derimod et tykt lag tørvemel hvert år, risikerer man, at jorden efterhånden bliver sur, og det sætter de færreste løgplanter pris på. De fleste blomsterløg lægges om efteråret, helst i september, så de kan nå at forberede rodudviklingen, mens der endnu er varme i jorden. Man kan også lægge blomsterløg i oktober og november; men lægger man dem alt for sent, får man også senere blomstring det første år og ringere blomstring det andet, fordi løgene ikke har fået en ordentlig start. Enkelte løgplanter som fx sommerhyacinten (Galtonia candicans) er ikke fuldt ud hårdføre, og dem må man tage op om efteråret og opbevare frostfrit akkurat som begonier og Gladiolus. Plantedybden er ganske vist vigtig, men dog ikke vigtigere, end at et middelgodt øjemål kan klare det. To gange løgets egenhøjde er passende, lidt mere i let, sandet jord, lidt mindre i lerjord. Tidligere lagde man altid blomsterløg i rækker; nu anbringer man dem almindeligvis i større eller mindre grupper, og det virker i hvert fald mere naturligt, fordi det minder om de grupper, som dannes omkring det enkelte løg, der formerer sig ved sideløg. Når man vil lægge en sådan gruppe, graver man først et hul i den rigtige dybde, dvs. et, der kan rumme hele gruppen. Dernæst løsner man jorden i bunden af hullet, blander den om nødvendigt op med sand eller grus, fordeler løgene dekorativt og drysser løs jord imellem og over dem. I en græsplæne fjerner man en hel græstørv og opblander helst jorden underneden med kompost, før man planter, da det senere kan blive svært at gøde løgene særskilt. Kunstgødning bør man aldrig anvende direkte i plantehullerne.
Krokus drives i blomst ved 10-12°C i et »miniaturedrivhus« af plastic.
Se:
Planteskemaer - Forårsblomstrende løgplanter
Planteskemaer - Sommer- og efterårsblomstrende løgplanter
Anvendelse: De fleste haveejere har set en have eller en park, en blomstereng eller et skovparti, som de gerne vil efterligne eller genskabe, og derfor ved de også, hvordan de helst ville anbringe deres løgplanter. Der er dog forskel på en park og en villahave, og man gør derfor klogt i at arbejde med de faktiske muligheder. Den moderne forhave med de lave stedsegrønne ud mod vejen er som skabt til et bunddække af små forårsløg, vintergækker, erantis, snepryd og skilla - eller man foretrækker måske et gulgrønt dække af erantis og grupper af hvide, liljeblomstrede tulipaner mellem de blågrønne enebær og cypresser. I rabatten langs indkørslen anbringes grupper af mere robuste løgplanter, tulipaner og narcisser, som man kan glæde sig til at komme hjem til.
Staudebedet mangler alt for tit det væld af tidlige forårsløg, der giver farve og forventning, før de egentlige stauder står i fuldt flor. En gruppe kejserkroner - røde eller gule - er et prægtigt syn i maj, og her må man heller ikke glemme liljerne, hvoraf de mest kraftigtvoksende arter og hybrider klarer sig fint i et staudebed.
Stenbedet giver tit glimrende vækstbetingelser for de mindre løgplanter, fordi det i reglen er varmt og vel drænet. Krokusliljen (Stembergia lutea), Ipheion uniflorum og Triteleia laxa, som ellers kan være svære at holde liv i, har således den bedste chance på et stenbed, selvom de bør vinterdækkes godt. Også de små Allium- og krokusarter er uhyre velegnede, og de formerer sig villigt.
Kan man fremskaffe løgene, er det en god ide at placere nogle af de lave, kalktålende liljearter her, som fx koralliljen (Lilium pumilum), Lilium pomponium eller Lilium pyrenaicum; men også den almindelige kranslilje (Lilium martagon) og mange af midcentury-hybriderne kan trives godt på et stenbed; det er ofte Iii jerne, der med deres forfinede skønhed sætter prikken over i'et.
De gule kejserkroner virker majestætiske blandt andre forårsløg.
Græsplænen er næsten det sted, hvor løgplanterne virker allermest henrivende, og igen er det småløgene, fx kamassia, krokus, skilla og snepryd, der først og fremmest må holde for. Men læg mærke til, at netop her overgår de såkaldt botaniske krokus - altså krokus-arterne - langt de forædlede hybrider i ynde, måske netop fordi de er mindre og tilmed pastelagtige i farverne. Det samme gælder for tulipanerne. De botaniske tulipaner virker langt mere yndefulde og selvfølgelige i en græsplæne end hybriderne, der er for stive og »haveagtige« til det brug. Narcisser ser man derimod aldrig smukkere, end når de står i græs, og det gælder både arter og hybrider, store som små.
Gule og hvide påskeliljer sammen med den postkasserøde tulipan 'Fusilier' med 3-4 blomster på hver stilk.
Mellem større stedsegrønne kan man nok i reglen bedst anvende de lidt kraftigere løgplanter som tulipaner, narcisser eller liljer; men efterhånden som de stedsegrønne vokser til, kan man ikke regne med at bevare løgene. Til afskæring bør man absolut reservere et godt stykke, gerne i køkkenhaven, med tulipaner og narcisser. Et par hundrede tulipan- og narcisløg er ikke for meget til en almindelig families »forbrug«, og det er et spørgsmål, om ikke det er en af køkkenhavens bedste investeringer. Passer man løgene godt, kan de holde i mange år, og besøgene hos blomsterhandleren er kostbare. Dem kan man spare i en lang periode, hvis man køber sorter med forskellig blomstringstid, også når man skal have en buket med til værtinden.
Prydløg (Allium giganteum) kan være et spændende element i »vildhaven«.
Til drivning er hyacinterne selvskrevne, enten i hyacintglas over vand eller i jord; men hvis man om efteråret planter løgene i potter med godt dræn og sætter dem ned i jorden på et skyggefuldt sted i haven, kan man uden meget besvær have stor glæde af at drive både krokus, tulipaner og narcisser til tidlig blomstring. Man tager potterne ind i løbet af vinteren og det tidlige forår. I begyndelsen skal de helst stå køligt og passes med vand, men efter 8-14 dage kan man tage dem ind i stuen.
Papegøjetulipanen 'Quo Vadis'.
Triumphtulipanen 'Emmy Peeck'.
Sygdomme og skadedyr: I en almindelig prydhave er løgplanterne sjældent udsat for alvorlige angreb af sygdomme eller skadedyr. Bladlus, gråskimmel og virussygdomme er nok de værste plager, men bladlus bekæmpes let ved en eller et par sprøjtninger med et lindan- eller pyrethrummiddel. Har man ikke en sprøjte, kan man vande ved hjælp af en spredebom. Gråskimmel og virus viser sig som misfarvninger og misdannelser af stængel, blade og blomster, og hvis nogle af de mere almindelige blomsterløg angribes af gråskimmel eller virus, bør de straks optages og lægges i affaldsposen - ikke i komposten! De dyrere løgplanter kan det måske betale sig at sprøjte med et svampemiddel som fx Captan eller Thiram. Det sidste må dog omgås med nogen forsigtighed, da det kan fremkalde hudirritationer og tillige have antabuslignende virkninger.
Sætter man blomsterløg i jord, hvor der før har været løg, kan det være formålstjenligt først at behandle jorden med Brassicol R. Liljerne bliver undertiden angrebet af de små lakrøde liljebiller, der gnaver huller i bladene, men dem kan man i reglen holde nede uden sprøjtning, blot man begynder at indfange deres larver med fingrene om foråret, når de kommer frem for at gøre sig til gode med de nyfremkomne liljeblade.