Brændenælden er en typisk nitratplante, som træffes på kvælstofrig jord, på møddinger og kompostbunker. I øvrigt trives den bedst i halvskygge under store træer.
Den store nælde er en staude med meterlange, underjordiske udløbere og et tæt rodsystem. De nye, lysegrønne skud om foråret er rige på C-vitamin og kan anvendes til salat og nældesuppe.
De firkantede stængler afstives af kraftige basttaver. Disse anvendtes i gamle dage til vævning af netteldug til fremstilling af lagner og sækkelærred. Både stængler og blade er tæt besat med stive, børsteformede brændehår, hvis kiselholdige spidser let knækker af ved berøring. Den skarpe rand ridser en rift i huden og tømmer cellerries gift ind i såret. Myresyren i giften fremkalder en stærk svien og en let vabledannelse i huden.
Nælden er særkønnet. Både hanplanter og hunplanter har små raklelignende blomsterstande. Støvdragerne i hanblomsterne sidder spændt som små fjedre, der i solskin retter sig ud, så støvet som ved en eksplosion slynges ud i luften og af vinden bæres hen til hunblomsterne.
Brændenælden breder sig kraftigt til alle sider ved hjælp af jordstænglerne, så en enkelt plante i løbet af en sommer kan danne en stor koloni på næsten en kvadratmeter. Nælden er let at udrydde i haven. I fugtig jord kan den uden videre trækkes op med rødder og jordstængler. Da brændehårene er rettet skråt opefter, skal man tage fat om nælden nedefra og trække opad. Så brænder man sig ikke. Den forsigtige arbejder med havehandsker på. Større kolonier ryddes ved fladgravning med gravegreb samtidig. med, at jorden rystes fra den sammenhængende rodkage.
Se også Brændenælde - Liden nælde - Urtica urens.
--