Hvidkål har glatte, blåduggede blade. Det er en ægte hovedkål. Hvidkål er en af de vigtigste køkkenurter og har været dyrket siden forhistorisk tid i de østlige Middelhavslande. Romerne bragte kålen med nordpå, og her i landet har den været dyrket siden tidlig middelalder. Hvidkål dyrkes i så godt som alle lande, hvor klimaet ikke er for varmt. De typer, der først blev anvendt, dannede ikke hoved, i modsætning til de mange moderne sorter. Hvidkål er en toårig urt, hvis oplagsnæring findes i hovedet. Andet år tjener næringen til dannelse af blomsterstanden, der udvikles fra stængelspidsen inde i hovedet. Bladene er glatte og blåduggede, blomsterne gule. Frugten er en skulpe.
Vækstkrav: Kål kræver rigelig næring for at udvikles tilfredsstillende. Planten trives bedst på åben mark, da den er stærkt udsat for angreb af insekter på indelukkede steder. Jordens reaktionstal bør være 6,5-7, men faren for angreb af kålbrok er langt mindre ved en pH omkring 7,5. For at undgå sådanne angreb bør alle former for kål og andre planter, der hører til samme familie, kun dyrkes på samme areal hvert 6.-7. år.
Kvælstofmangel nedsætter udbyttet, og det samme gælder kalimangel. Efteråret før dyrkning af kål bør jorden tilføres kali- og superfosfatgødning. Ved udplantningen og en til to gange under selve væksten tilføres der salpetergødning.
Pleje: Frøet sås i kasser i hus eller på bede på friland i april. Småplanterne tyndes ud til 2 cm's afstand, og når planterne er ca. 10 cm høje, i slutningen af maj - begyndelsen af juni, udplantes de på blivestedet. Sommerhvidkål bør plantes med afstanden 45x45 cm, og efterårs- og vinterhvidkål med afstanden 45 x 60 cm.
Sorter: Der findes en lang række udmærkede sorter i handelen. Disse er afprøvet og anerkendt af Fællesudvalget for prøvedyrkning af køkkenurter og på Statens Forsøgsstation i Årslev. Der skelnes mellem følgende anvendelsestider: I = sommer, II = efterår, III = tidlig vinter og IV = holdbar vinter.
