Navnet passionsblomst skyldes en legende, ifølge hvilken denne plante klatrede op ad korset: bladene skulle have givet kølighed og friskhed til den døende Jesus. I de forskellige dele af blomsten så man symboler på korsfæstelsesredskaberne. De ti bæger- og kronblade var de ti apostle (Judas Iskariot og Peter mangler). Den tråd formede bikrone var tornekronen; de fem støvdragere symboliserede sårene. Støvvejen symboliserede korset, og de tre støvfang var naglerne. De tre bibægerblade symboliserede de tre Mariaer, som var til stede ved Jesu død på korset. Den blå farve i blomsten skulle være det blå i Jomfru Marias klædedragt og symbolisere Himlen. Efterhånden er der fundet mange arter af passionsblomst; men legenden knytter sig til arten Passiflora caerulea.
Sorten 'Imperatrice Eugenie' er en af de mange sorter af Passiflora caerulea.
Passiflora racemosa har blomsterne samlet i hængende klaser.
Passionsblomst, her Passittora quadrangularis, er en tropisk slyngplante til indendørs fornøjelse. Får De denne art, må De sørge for bestøvning, for frugterne er spiselige.
Pleje: Passionsblomst kræver en lys, solrig vokseplads og om sommeren frisk luft, hvorfor placering udendørs fra maj til oktober på en solrig, beskyttet plads er glimrende. I vækst- og blomstringsperioden skal planten have meget vand og næring; om vinteren klarer den sig bedst ved lav temperatur (5-10°C), og der skal ikke tilføres ret meget vand og slet ingen næring. Fra marts, når det igen er blevet lysere i vejret, tilføres gradvis mere og mere vand, og når der begynder at komme genvækst, vandes i fuldt omfang, og næringstilførslen genoptages. Beskæring foretages om foråret, når genvæksten er begyndt.
Den mest dyrkede passionsblomst er Passiflora caerulea. Den blomstrer hele sommeren igennem.
Formering: Passionsblomst kan formeres ved stiklinger og frø. Stikning finder bedst sted om foråret og sommeren; de stængelstykker, der fjernes ved beskæringen, kan bruges som stikkemateriale. De enkelte stiklinger skal være ca. 10 cm lange og stikkes i en let jordblanding at sand og spagnum. Såning er mulig; men de frøformede planter blomstrer kun sjældent eller aldrig.
Arter:
Passiflora caerulea er hjemmehørende i Brasilien og Centralamerika. Det er en klatreplante med dybt indskårne, 5-7-lappede, 8-15 cm store blade. Blomsterne er op til 10 cm i diameter og fremkommer enkeltvis; de er blå/hvide og svagt duftende. Blomstringen finder sted sommer og efterår. Arten har været i kultur siden det 17. årh., og der findes flere sorter.
Passiflora coriacea er hjemmehørende i Mexico og Peru. Det er en kraftigtvoksende slyngplante med røde stængler. Bladene er aflangt skjoldformede, bredere end lange og kan minde om en sommerfugl; de er blågrønne med sølvgrå pletter. De kun ca. 2,5 cm store blomster er samlet i klaser; blomsterne er grønne, gule og purpur. Arten kom i 1978 i handelen i Danmark under navnet »flagermusplante«.
Passiflore edulis, i sit hjemland kaldt »granadille«, er hjemmehørende i Brasilien. Det er en slyngplante med blanke blade. Blomsterne er hvide og purpur; frugten er spiselig.
Passiflora quadrangularis er hjemmehørende i tropisk Amerika. Det er en kraftig slyngplante, hvis stængel er vinget. Blomsten er frynset og velduftende. Arten kaldes »kæmpegranadille« og er særlig egnet i en vinterhave, hvor der er plads til, at den kan udvikle sig frit.
Passiflora racemosa er hjemmehørende i Brasilien. Blomsterne er samlet i hængende, op til 12 cm lange klaser; blomsterfarven er rød. Denne art er varmekrævende.
Passionsblomst (Passiflora caerulea) kan udvikle frugter i Danmark.
Frugterne af den spiselige passionsblomst (Passiflora edulis) kaldes også granadille. De har en fin aroma og anvendes både rå, i frugtsalat
eller til saftfremstilling.
