Illustration: Luftens kvælstof (lysblå), Mikro-organismer (mellemblå),
Jordens kvælstof (mørkblå)
Kvælstof eller nitrogen er en luftart, hvori hverken dyr eller planter kan leve uden ilt, deraf navnet. Den findes i den atmosfæriske luft i en mængde på ca. 80%. Kvælstofsaltene er vigtige for planternes ernæring, idet de indgår i celleproteinstofferne. De store mængder kvælstof i den atmosfæriske luft er planterne dog ikke i stand til at optage, da frit kvælstof er kemisk inaktivt. I naturen kan inaktivt kvælstof aktiveres ved store elektriske udladninger, idet det forbrænder til kvælstofilter under tordenvejr. Jorden tilføres på denne måde henved 5 kg kvælstof pr. år pr. ha. Frit kvælstof kan bindes af visse fritlevende bakterier i jorden; de kan samle 20-30 kg kvælstof pr. ha, mens kvælstofbindende bakterier, der lever i symbiose med bælgplanter, kan samle helt op til 100-200 kg kvælstof pr. ha. Disse tre kilder tilfører kvælstof til planterne i naturen. I muldlaget, hvor døde planter til sidst ender, ophobes de kvælstofholdige plantedele, og ved den mikrobiologiske mineraliseringsproces frigøres kvælstoffet i form af ammoniak, der iltes videre af salpeter-
bakterier til nitratforbindelser, som kan optages af planterødderne. I det blandede landbrug har det altid været muligt at tilføre kvælstof med staldgødning, kompost eller hornspåner. I begyndelsen af det 19. årh. blev der i Chile fundet aflejringer af fuglegødning, bestående af kvælstofsalte. Da jordens naturlige indhold af kvælstof ret hurtigt udvaskes, gav de mineralske kvælstofgødninger et iøjnefaldende merudbytte, og den såkaldte guano blev importeret i mange lande. Chilesalpeter blev fremstillet heraf; det indeholder ca. 15% kvælstof i form af natriumnitrat. Natrium er dog giftigt for mange planter. I Norge efterlignede Birkeland og Eyde naturens tordenvejr i en elektrisk lysbueovn og fremstillede salpeter, der indeholder ca. 13% kvælstof i form af kalciumnitrat. Svovlsur ammoniak, der består af ammoniumsulfat, er en sur gødning, der fremstilles ved at lede brint og kvælstof over en katalysator ved højt tryk og temperatur; den indeholder ca. 20% kvælstof. Ved tilførsel til jorden iltes den til nitrit og nitrat af salpeterbakterier, hvorefter planterne kan optage den. I dag fremstilles meget af kvælstofgødningen ved fraktioneret destillation af flydende luft. Under visse forhold kan planterne optage kvælstof i form af nitrit og ammonium.
Urinstof er en kvælstofgødning, der kan optages direkte gennem planternes blade; den anvendes, når der ønskes en hurtig virkning. Tilførslen doseres på basis af bladanalyser. Ved almindelige jordbundsanalyser på friland måles der ikke kvælstof, da nitraterne er så letopløselige i vand, at de udvaskes og frigivelsen af nitrat fra de organiske kvælstofforbindelser i jorden helt afhænger af temperatur og fugtighedsforhold. Ved intensiv gødskning i drivhuse og ved vandkulturer er det vigtigt nøje at kontrollere nitratindholdet. I vandkulturer anvendes ca. 0,2°/00 kvælstof som nitrat og ammonium-ion. I praktisk havebrug anvendes 2-4 kg kvælstofgødning pr. 100 m² i form af kalksalpeter, svovlsur ammoniak eller 300-400 kg staldgødning.
I planten reduceres nitrat over nitrit til ammonium, før det indgår i proteinstof-omsætningen. Dette medfører ved overdosering med gødning en ophobning af nitrit, som ved indtagelse af afgrøder som spinat og salat kan være sundhedsfarlig for mindre børn. Ved tilførsel af kvælstofgødning i land- og havebrug kan en del af de vandopløselige nitrater blive ført med drænvandet ud i søer, hvor de sammen med fosfor giver forøget algevækst. Dette kan skabe iltmangel i søen, når algerne nedbrydes af mikro-organismerne, og ødelægge fiskebestanden, som kvæles. Det er derfor nødvendigt altid nøje at dosere gødningstilførslen og eventuelt at udstrø i flere omgange, så at en mulig giftvirkning eller udvaskning formindskes til et minimum.
Se også: Kvælstofbakterier