Mariehønsene hører til de mest velkomne insekter i haven p.gr. af deres smukke farver og deres nyttevirkning. Næsten alle vore 50 arter mariehøns er prædatorer, dvs. de er rovdyr og lever hovedsagelig af mindre insekter, især bladlus.
Mariehønsene hører til haveejernes bedste forbundsfæller; både larven og den voksne bille fortærer bladlus i tusindvis.
Mariehønsene. som hører til billeordenen (Coleoptera), tilbringer vinteren som voksne mariehøns, skjult under sten, i mursprækker o.lign. beskyttede steder. På solrige dage tidligt om foråret vover de sig frem og kan allerede på dette tidspunkt gøre betydelige indhug i kolonier af bladlus. Æggene lægges, ofte i hobe, i nærheden af disse kolonier, således at de unge larver har gode chancer for hurtigt at støde på byttedyrene. De livlige larver er grålige med røde eller gule pletter og er let kendelige på de veludviklede ben og på kroppen, der er besat med mørke vorter og torne.
Efter et par ugers larve tid sker forpupningen frit fremme på planterne. Af den brogede puppe klækkes efter 1-2 uger den voksne mariehøne, som resten af sommeren udover store mængder bladlus også gør det af med bladlopper, blodlus og andre skadedyr. Hen på sensommeren kan mariehønsene blive meget talrige, særlig efter en forsommer med mange bladlus, og de kan på dette tidspunkt ses siddende i store klynger i skudspidserne af f.eks. roser og frugttræer.
Den almindeligste art herhjemme er den røde og sorte syvplettede mariehøne (Coccinella septempunctata); men også den lidt mindre, fjortenplettede mariehøne, som er gul med sorte, kantede tegninger, ses ofte i haven. Mariehønsene har næsten alle iøjnefaldende farver, som regel sort og gul eller sort og rød. Disse såkaldte advarselsfarver er en god beskyttelse, idet de bevirker, at mange insektædende dyr holder sig fra mariehønsene. Mariehønsene har deres største betydning som nyttedyr i den første del af sommeren, hvor bladlusene tiltager i antal, men endnu ikke har nået at gøre nævneværdig skade. De ca. hundrede larver, der er afkom efter bare en enkelt overvintrende mariehøne, kan i løbet af deres larvetid og tiden som voksen bille æde over 100.000 bladlus. Derfor er det overordentlig vigtigt, at havens mariehøns ikke udryddes ved unødig brug af kemiske bekæmpelsesmidler. Ved begrænsede bladluseangreb kan man forsøge at hjælpe lidt på naturen ved at indsamle mariehøns og placere dem tæt ved bladlusekolonierne i rosenbedet eller køkkenhaven.