Dræning er afvanding af jord ved hjælp af åbne grøfter eller underjordiske ledninger. Til drænledninger anvendes enten rør (rørdræn), plantemateriale eller sten lagt i lag (faskindræn). Formålet med dræning af et jordstykke, en plantebeholder, tagterrasse o.lign. er at øge luftindholdet i jorden af hensyn til plantevækst eller til jordens bæredygtighed for fx trafik. Hovedparten af de dyrkede planter tåler hverken, at rødderne står i vand, eller at de tørrer ud. Derfor kan det være nødvendigt på en gang at afvande og vande det samme jordstykke. Afvanding bevirker, at luften får lettere adgang til jordens porer, hvorved jordens mikroliv og planternes rodudvikling fremmes, og endvidere, at rødderne vokser ned til dybden af det sænkede grundvandspejl. Rødderne udnytter dermed et større område end ellers og er bedre i stand til at modstå sommertørke. Dræning bevirker tillige, at jorden opvarmes hurtigere af solen, hvorfor den kan tilplantes tidligere om foråret. Jorden er mere bæredygtig, jo mindre vand den indeholder. Derfor kan det være nødvendigt at dræne under bygningsanlæg, støttemure, indkørsler, pladser, stier, veje o.lign., hvor der er belastning fra hyppig eller tung trafik. Betingelsen for at kunne udføre afvanding er, at der er mulighed for at lede vandet bort til et lavere liggende område, fx en grøft, en sø eller en å (en såkaldt recipient: modtager). Forinden vandet ledes til recipienten, kræves det normalt, at vandet passerer en rensebrønd.
Ved afvanding af jorden skelnes der mellem hovedafvanding og detailafvanding. Hovedafvanding har til formål at sænke grundvandspejlet i et større landområde ved hjælp af vandløb eller store lukkede ledninger. Reguleringen af Skjern Å er den hidtil største gennemførte hovedafvanding i Danmark. Detailafvanding har til formål på grundlag af en hovedafvanding at sænke grundvandspejlet lokalt, hvor grundvandspejlet står højt eller hvor nedbøren har svært ved at sive ned i undergrunden.
Normalt foretages detailafvanding ved hjælp af drænrør, men på jordstykker, der er næsten vandrette eller hvor der er mulighed for tilstopning af drænrør med planterødder, anvendes faskiner eller grøfter. Så vidt muligt anvendes drænledninger fremfor åbne grøfter, fordi drænledningerne ikke giver ulemper ved jordbearbejdning eller færdsel. Hvorvidt et jordstykke trænger til afvanding og herunder dræning, afhænger af formålet med jordstykket. Normalt betegnes et jordstykke som vandlidende, hvis det p.gr. af grundvandsforholdene eller jordens ringe evne til bortledning eller nedsivning af overfladevand (nedbør) er uegnet til bebyggelse eller trafik eller ikke er tjenligt til dyrkning af normale afgrøder som fx korn eller grønsager. Hvor der foretages dræning, griber man ind i den stedlige økologiske balance. Det vil sige, at sammensætningen af dyre- og plantesamfundene på et givet jordareal ændres, hvis grundvandsforholdene ændres.
På vandlidende jord gror oftest planter som gåsepotentil, agerpadderok, følfod, agermynte, tudsesiv og pileurt. På arealer, der ikke alene er vandlidende, men også ligger lavt, gror oftest star, siv, sødgræs, knæbøjet rævehale og mosebunke. Sådanne planter kaldes indikatorplanter, fordi de fortæller noget væsentligt om jorden.
Hvis man ønsker, at et jordstykke netop skal henligge i »naturtilstand« som vandlidende areal, kan det være nødvendigt at ødelægge de dræn, der findes på jordstykket. Ødelæggelse af dræn udføres undertiden på naturfredede arealer.
På parcelhusgrunde og sommerhusgrunde er der normalt udlagt dræn. Drænet kan imidlertid være utilstrækkeligt, eller det kan være forstoppet. Det er da en opgave for den lokale grundejerforening at råde bod herpå, fx ved henvendelse til en landskabsarkitekt.
Som hovedregel bør et større dræningsarbejde overlades til sagkyndige, dels fordi dræning kræver teknisk indsigt, dels fordi et dræningsprojekt normalt kræver myndigheders godkendelse med hensyn til afledning af vandet. Forud for iværksættelse af et dræningsarbejde bør der foretages en forundersøgelse. Det bedste tidspunkt på året til forundersøgelsen er det tidlige forår, hvor det især vil vise sig, hvilke partier af et jordstykke der trænger til dræning. Hvor jorden er vandlidende, holder den sig længere mørk, end hvor den ikke er vandlidende. På vandlidende græsplæner vil græsset holde sig gulligt længere end på de veldrænede dele, der allerede er blevet grønne. Hvor man har mistanke om, at et jordstykke trænger til dræning, graves et hul ned til 1,5 m's dybde, eller indtil man støder på grundvand. Den følgende dag ser man efter, om der står vand i hullet. Er der ikke vand i hullet, skulle der ikke være behov for dræning. Er der mindre end 0,5 m ned til vandoverfladen, vil der være behov for dræning, hvis man ønsker, at haveplanterne skal have en kraftig og frodig vækst. For træer og buske regnes med en grundvandstand på mindst 1,5 m; for de fleste stauder regnes med en grundvand s tand på ca. 1 m.
Hvor der er behov for dræning, bestemmes drænsystemets udformning på grundlag af de vandmængder, der skal fjernes, terrænformen, bevægelsesretningen for grundvandet og jordens gennemtrængelighed for vand.
Rørdræn: Hvor man bestemmer sig for at anvende rørdræn, må drænet kunne lægges så dybt, at rørene kommer ned i frostfri dybde for at undgå, at rørene frostsprænges. Frostfri dybde ligger i Danmark i reglen ca. 1 m under jordoverfladen.
For rørdræn, der lægges i mindre dybde end ca. 1 m, er der udover fare for frostsprængninger også risiko for, at planterødder vokser ind i og stopper rørene. Drænet bør endvidere lægges i god afstand fra buske og træer med et stort rodnet, navnlig el, pil og poppel. Rørdræning foretages ved gravning af parallelle grøfter med passende dybde, afstand og fald. I grøfternes bund lægges drænrør, enten af tegl eller plastmateriale. Herefter tildækkes grøfterne med grus, ral eller jord. Vandet kan nu sive ind i drænrørene og flyde bort i rørenes faldretning. Herved sænkes grundvandspejlet. Når grundvandspejlet har samme dybde som den, drænrørene ligger i, ophører drænrørenes virkning, indtil nedbøren igen tilfører jorden et overskud af vand.
For at kunne udføre en dræning af et jordstykke er det nødvendigt at opmåle (nivellere) terrænets højdeforhold, hvorefter et såkaldt terrænkort optegnes. På dette terrænkort indtegnes drænledningerne. Ved rørdræning skelnes der mellem hovedledninger og sideledninger. Vandet samles i ledningerne og løber herfra til nærmeste afløb (recipienten).
Drænledningerne skal lægges med et mindste fald på 1 m pr. 200 m for at hindre forstoppelse fra indtrængende jordpartikler. Sideledningerne lægges parallelt, enten vinkelret eller hellere i en spids vinkel på hoveddrænet. Lægges sideledningerne på tværs af terrænets højdekurver (dvs. linjer med samme terrænhøjde), taler man om længdedræning, modsat tværdræning, hvor ledningerne følger højdekurverne. Så vidt muligt anvendes tværdræning, der giver større muligheder for maskinel nedlægning af rørene.
Afstanden mellem drænledningerne bestemmes af jordbundens art. På sandede jorder kan afstanden være op til 30 m. På svære lerjorder kan det være nødvendigt med en afstand mellem drænledningerne på kun 5-10 m. Drænrørenes tværmål (diameter) afhænger bl.a. af faldet på drænledningen, afstanden mellem drænledningerne og dermed det areal, som ledningen skal afvande. Som drænrør anvendes rør af ler (teglrør) eller rør af plastmateriale. Teglrør er ca. 30 cm lange og lægges i forlængelse af hinanden med et lille mellemrum til indtrængning af vand. Plastrør er perforerede og kan fås i forskellige længder. Drænrørenes afvandende virkning forøges, hvis der over de lagte rør lægges et lag grus, sten, halm eller tang, inden rørene tildækkes. Hvor der skal fjernes store mængder af overfladevand, bør hele »grøften« fra drænledningen og op til jordoverfladen fyldes med ral eller meget groft grus.
Faskindræn: Faskindræn anvendes til afvanding af dynd- og tørvearealer , hvor der er fare for, at drænene synker; på arealer med busk- og træbevoksning, hvor der er fare for forstoppelse fra rødder, fx langs med eller under hegn; og på arealer, der ønskes drænet over frostfri dybde, idet faskindræn ikke sprænges af frost. Et faskindræn udføres på samme måde som et rørdræn, men i stedet for rør anvendes ca. 30 cm tykke knipper eller bundter af smidige, bladløse kviste og grene fra fx elm, pil eller poppel, såkaldte risfaskiner.
Risfaskiner nedlægges ligesom drænrør, men skal dækkes med et lag græstørv med græssiden nedad, halm eller tang for at hindre tilslæmning. Stenfaskiner anvendes på samme måde som risfaskiner , men navnlig hvor risfaskiner ville blive trykket sammen eller rådne inden for en kort årrække. Stenfaskiner består af håndstore sten, lagt i lag på ca. 30 cm. Over stenlaget lægges græstørv, halm, tang o.lign. materiale for at hindre tilslæmning af mellemrummene mellem stenene.